At passe godt på sine ting er sund fornuft. Det forlænger produktets levetid, hvilket er godt for både din økonomi og vores fælles natur og klima.
Følg vores careguide og hold dine ting smukke og brugbare mange år frem.
Dækkeservietter i genbrugslæder
Vores dækkeservietter i genbrugslæder er fremstillet af 95% recycled kernelæder, hvilket giver en flot smuds- og vandafvisende overflade. Det er dog stadig vigtigt at pleje og behandle dækkeservietterne korrekt for at undgå pletter, ringe, misfarvning og andre permanente skader.
Sørg altid for at fjerne spildte madvarer og væsker omgående, da de ellers kan forårsage pletter. Dækkeservietterne bør desuden altid gøres rene efter brug, hvilket nemt og hurtigt klares med en fugtig klud og lidt mildt opvaskesæbe. Du må aldrig komme dækkeservietterne i opvaskemaskinen. Undgå også kontakt med varme elementer som gryder og stegepander, foldning samt eksponering til direkte sollys i længere tid. Ind i mellem kan dækkeservietterne med fordel rulles den "modsatte" vej for at sikre, at de bevarer en helt flad og plan facon.
Dækkeservietter i silikone
Dækkeservietterne i silikone har en overflade af PP plast, hvilket gør dem meget smuds- og vandafvisende og dermed utrolig nemme at passe på. Der er dog nogle enkelte forholdsregler, som er vigtige at kende for at holde dem pæne og brugbare mange år frem.
Den daglige rengøring og pleje klares nemt med en fugtig klud og eventuelt lidt mildt opvaskesæbe. Du må aldrig komme dækkeservietterne i opvaskemaskinen. Undgå også kontakt med varme elementer som gryder og stegepander, foldning samt eksponering til direkte sollys i længere tid. Desuden skal dækkeservietterne altid placeres på en plan og tør overflade og bør altid opbevares liggende fladt for at bevare et flot og plant look.
Stentøj og porcelæn
Stentøj og porcelæn er robuste materialer brændt ved høje temperaturer. Jo højere temperaturer desto større styrke - og vores stentøj og porcelæn er brændt ved meget høje temperaturer over 1200° C. Alt stentøj og porcelæn risikerer dog at gå i stykker, hvis du slår det mod en hård overflade eller taber det. Så hold godt fast og følg vores care guide, så kan det til gengæld holde i rigtig mange år.
Så længe du følger visse forholdsregler, tåler vores stentøj og porcelæn både opvaskemaskine, mikrobølgeovn, ovn og fryser. Sæt dog aldrig almindeligt stentøj og porcelæn ind i en forvarmet ovn, og undgå ligeledes at sætte brandvarmt stentøj og porcelæn direkte ned på en kold bordplade. Store temperaturforskelle kan få porcelæn og stentøj til at revne og gå i stykker. Det skal derfor varmes forsigtigt op og køles langsomt ned.
Det samme gælder ved brug i fryseren. Du kan sagtens sætte vores stentøj og porcelæn i fryseren, men det skal altid "tøes" langsomt op for at undgå revner og brud.
Vores stentøj er håndlavet og har ridsefri glasur, men fortvivl ikke, hvis dit stentøj og porcelæn alligevel får brugsspor i form af bestikafsmitning og små ridser. Det er helt normalt og kan som regel fjernes med wienerkalk - følg altid brugsanvisningen.
Hør
Hør er et fantastisk naturmateriale med nogle ekstremt slidstærke og holdbare fibre samt mange gode egenskaber. Vores hørtekstiler er lavet af 100% ren hør og er derfor af en meget høj kvalitet. Den rene hør har en enestående evne til at absorbere fugt og tørrer samtidig hurtigere end de fleste andre tekstiler. Desuden har hør en eftertragtet evne til at holde faconen. Med den rette pleje er vores hørtekstiler næsten ikke til at slide op.
Læg dine nye hørtekstiler i blød i et døgns tid inden første vask. Indfarvet hør lægges i blød i koldt vand, mens naturfarvet hør lægges i blød i varmt vand. Vask hør ved 60° C og vælg altid et skånsomt program med en kort og nænsom centrifugering samt vaskemidler uden blegemiddel og optisk hvidt. Kom aldrig hør i tørretumbleren. Glat og stræk i stedet tekstilerne efter vask og hæng dem til tørre - undgå kraftig sollys. Det krøllede look er en del af charmen ved hør, og strygning og rulning skal helst undgås. Hvis du alligevel vælger at stryge eller rulle ren hør, gøres det bedst ved lav varme, inden tekstilerne er helt tørre.
Vær opmærksom på, at ren hør kan krympe 5-7 %.
Teak
Teaktræ er et ekstremt robust materiale, og det hårde træ er næsten ikke til at slide op, hvis det behandles korrekt.
Kom aldrig et skærebræt eller andre produkter af træ i opvaskemaskinen. Vask det i stedet i hånden, tør det grundigt af og lad det lufttørre helt, inden du sætter det væk. For at undgå udtørring bør træet regelmæssigt behandles med olie - vælg altid en olie, som er egnet og godkendt til kontakt med fødevarer. Dårlig lugt fjernes nemt ved at strø en skefuld groft salt ud over skærebrættet, som herefter gnides med en halv citron.
Bestik i rustfrit stål
Alt vores bestik er fremstillet af rustfrit stål. Som udgangspunkt er rustfrit stål et meget robust materiale, som er nemt at vedligeholde.
Du bør dog altid følge vores care guide for at passe bedst muligt på dit bestik. For rustfrit stål burde måske snarere kaldes for rustbestandig stål, idet alle stållegeringer - også rustfrit stål - kan ruste, hvis det ikke behandles korrekt. Behandler du derimod dit bestik, som vi anbefaler, kan det holde i rigtig mange år og forblive smukt og helt uden rust.
Inden du tager dit nye bestik i brug, anbefaler vi, at du vasker det grundigt i hånden for at fjerne eventuel støv fra produktionen. Bestik bør altid skylles eller vaskes umiddelbart efter brug, da syre fra maden kan skade bestikket - det må dog aldrig lægges i blød.
Så længe visse forholdsregler følges, tåler alt vores bestik opvaskemaskine. Doser korrekt og anvend opvaskemiddel og afspænding af samme fabrikat - det må IKKE indeholde klor. Placer altid bordknivene separat i egen opvaskekurv, da klingen er udført i en mindre rustbestandig stållegering end resten af bestikket. Undgå også at fylde for meget i opvaskemaskinen. Der skal være god plads til, at alt bestikkes kan vaskes og skylles grundigt af. Så snart vasken er færdig, bør du åbne lågen, så fugten kan slippe ud, og har du tiden til det, kan du med fordel tørre bestikket grundigt af med et tørt viskestykke.
For at undgå den famøse flyverust, bør du jævnligt køre et renseprogram på opvaskemaskinen. Derudover skal du undgå at sætte dit rustfrie bestik i opvaskemaskinen sammen med stål angrebet af rust - og du bør jævnligt sikre dig, at plastbelægningen på opvaskemaskinens trådkurve er intakt, da stålen indenunder ellers nemt kan ruste og forårsage flyverust i opvaskemaskinen. Flyverust er bitte små rustpartikler, der hvirvles rundt i maskinen under vask og sætter sig på bestik og andet stål.
Krystalglas
Vores krystalglas er fremstillet i Tyskland af blyfri krystal af højeste kvalitet. De er produceret i ét stykke for at opnå ekstra robusthed, og så længe du følger vores care guide og udviser almindelig forsigtighed, kan de holde sig smukke og brugbare i mange mange år.
Krystalglassene tåler fint en tur i opvaskemaskinen, men der er en række forholdsregler, som er vigtige at følge for at minimere risikoen for korrosion - også kaldet glaspest. Korrosion ses som en hvid belægning på glassene og kan ramme både dyre og billige glas, også glas testet til at tåle opvaskemaskine. Sørg altid for at opvaskemaskinen er korrekt indstillet i forhold til vandets hårdhed, og doser opvaskemiddel, salt og afspændingsmiddel herefter.
Sæt helst kun glas i maskinen, og sørg for at de står stabilt og med god plads mellem sig. Anvend altid opvaskemaskinens glasprogram eller et andet kort program med temperaturer under 55° C. Så snart vasken er færdig, åbnes lågen, og glassene tages ud og tørres gerne grundigt af med et tørt viskestykke.
Glas bør altid opbevares stående med bunden nedad, så de kan ånde. Vær i øvrigt opmærksom på, at en hvid belægning ikke nødvendigvis skyldes korrosion. Den kan også skyldes kalkrester, som kan fjernes med citronsyre. Kom i så fald 50 gram citronsyre i opvaskemaskinens sæbebeholder og kør en vask.
Sodaglas
Vores almindelige glas er lavet af sodaglas, som er nemt at pleje og passe på. Følg blot vores care guide - og pas på, at du ikke taber dem - så kan de holde sig smukke og brugbare mange år frem.
Her gælder stort set de samme forholdsregler og retningslinjer som ved vores krystalglas. Dog kan du roligt vaske dine sodaglas sammen med tallerkener og bestik, så længe du vælger et kort program, og temperaturen ikke overstiger 55° C.
Termoflasker
Vores termoflasker tåler kun håndvask. Brug ikke blegemiddel eller klorrensemidler ved rengøring og tør grundigt før opbevaring. Efterlad ikke flasken nedsænket i vand i en længere perioder.
Termoflaskerne må ikke komme i mikroovnen og er heller ikke egnet til kulsyreholdige drikkevarer.
Inden brug skal alle dele vaskes i varmt sæbevand. Rengør låget i åben position. Skyl og tør grundigt. Anbefales til varme eller kolde drikkevarer.