Bestik - rustfrit stål
Alt vores bestik er fremstillet af rustfrit stål af højeste kvalitet. Som udgangspunkt er rustfrit stål et meget robust materiale, som er nemt at vedligeholde.
Du bør dog altid følge vores care guide for at passe bedst muligt på dit bestik. For rustfrit stål burde måske snarere kaldes for rustbestandig stål, idet alle stållegeringer - også rustfrit stål - kan ruste, hvis det ikke behandles korrekt. Behandler du derimod dit bestik, som vi anbefaler, kan det holde i rigtig mange år og forblive smukt og helt uden rust.
Inden du tager dit nye bestik i brug, anbefaler vi, at du vasker det grundigt i hånden for at fjerne eventuel støv fra produktionen. Bestik bør altid skylles eller vaskes umiddelbart efter brug, da syre fra maden kan skade bestikket - det må dog aldrig lægges i blød.
Så længe visse forholdsregler følges, tåler alt vores bestik opvaskemaskine. Doser korrekt og anvend opvaskemiddel og afspænding af samme fabrikat - det må IKKE indeholde klor. Placer altid bordknivene separat i egen opvaskekurv, da klingen er udført i en mindre rustbestandig stållegering end resten af bestikket. Undgå også at fylde for meget i opvaskemaskinen. Der skal være god plads til, at alt bestikkes kan vaskes og skylles grundigt af. Så snart vasken er færdig, bør du åbne lågen, så fugten kan slippe ud, og har du tiden til det, kan du med fordel tørre bestikket grundigt af med et tørt viskestykke.
For at undgå den famøse flyverust, bør du jævnligt køre et renseprogram på opvaskemaskinen. Derudover skal du undgå at sætte dit rustfrie bestik i opvaskemaskinen sammen med stål angrebet af rust - og du bør jævnligt sikre dig, at plastbelægningen på opvaskemaskinens trådkurve er intakt, da stålen indenunder ellers nemt kan ruste og forårsage flyverust i opvaskemaskinen. Flyverust er bitte små rustpartikler, der hvirvles rundt i maskinen under vask og sætter sig på bestik og andet stål.